Kvan (Angelica archangelica)

Kvan er en kraftig, to- til flerårig urt, der i Danmark primært findes som underarten strandkvan (Angelica archangelica ssp. litoralis). Planten er kendt for sin imponerende højde og aromatiske duft.

Udbredelse og forekomst i Danmark

I Danmark forekommer strandkvan naturligt langs kystnære områder, især i Østdanmark, herunder Fyn, Lolland-Falster, dele af Sjælland og Østjylland. Den vokser i fugtige strandenge, tangvolde og langs vandløb. Fjeldkvan (Angelica archangelica ssp. archangelica) er sjælden i Danmark og findes kun få steder.

Botanisk beskrivelse

• Højde: 120–230 cm.

• Stængel: Hul, glat, grøn eller med rødligt skær.

• Blade: Store, 2–3 gange fjersnitdelte med æg- til hjerteformede afsnit; groft takkede.

• Blomster: Små, bleggrønne til limegule, samlet i store, kugleformede dobbeltskærme; blomstrer i juni–juli.

• Frugt: Strågule, fladtrykte delfrugter med lave ribber.

Vækstforhold og økologi

Kvan trives bedst i fuld sol til halvskygge og foretrækker fugtig, næringsrig jord. Den tåler ikke udtørring og vokser naturligt ved vandløb og i fugtige enge. Planten er insektvenlig og tiltrækker bier, sommerfugle og andre bestøvende insekter.

Anvendelse

Alle dele af kvan er spiselige og har været anvendt som krydderurt og lægeplante. Stænglerne kan kandiseres og bruges som slik eller kagepynt. Frøene anvendes som smagsgiver i likører som vermouth og gin. Bladene kan bruges i te og har været anvendt mod hoste.

Pleje og dyrkning

• Plantning: Plantes i fugtig, næringsrig jord med god dræning; afstand mellem planter ca. 1 meter.

• Vanding: Kræver jævnlig vanding, især i tørre perioder.

• Gødning: Tilfør kompost eller organisk gødning om foråret.

• Beskæring: Fjern visne blomsterstande efter blomstring for at undgå selvsåning.

• Formering: Formeres ved frø; sås bedst om efteråret eller tidligt forår.

Forveksling

Kvan kan forveksles med skov-angelik (Angelica sylvestris), som har hvidlige blomster og rendeformede nedre bladstilke, mens kvan har grønne blomster og trinde bladstilke. Den kan også ligne bjørnekloarter, men disse har mere eller mindre håret stængel og en ubehagelig lugt.

Oversigt